Freja Symposium 2019: Stærke kvindestemmer fortsætter kampen for ligestilling i restaurationsbranchen

L1070348 copy.jpg

12. august 2019

Nyhed
Koalition
Foto: Rasmus Flindt Petersen

Mad står øverst på dagsordenen i København, når Copenhagen Cooking & Food Festival i sensommeren indtager byen med et væld af spændende arrangementer. Et af dem er Freja Symposium, der 26. august kaster et kritisk blik på den ligestillingsproblematik, der stadig hersker i restaurationsbranchen.

Norden høster mange roser, både når det kommer til ligestilling og progressiv madkultur. Så hvordan kan det være, at blot et fåtal af restaurationsbranchens ledende stillinger er besat af kvinder?

Det spørgsmål kommer under luppen, når Freja Symposium for anden gang indtager Copenhagen Cooking & Food Festival 26. august. Det årlige symposium arbejder for at styrke ligestillingen i restaurationsbranchen i de Nordiske lande med fokus på ikke bare at dele viden og erfaringer, men opfordre til konkret handling.

“Det er vigtigt, ikke bare at snakke om problemerne. Målet med Freja Symposium er at sætte gang i en udvikling, og sidste år definerede vi to konkrete initiativer, som vi tror på kan give kvinder en stærkere stemme og bedre vilkår i restaurationsbranchen. Dem glæder vi os til at arbejde videre med i år,” siger Sigrid Gjessing, der er projektleder på Copenhagen Cooking & Food Festival og en del af Freja Symposiums advisory board.

Kvindesammenslutning og mentorgrupper skal styrke ligestillingen
Fokus for Freja Symposium 2019 blev allerede etableret ved konklusionen på sidste års møde. Her søsatte man planer om at bygge en koalition mellem kvinder i restaurationsbranchen og etablere et konkret internt mentorprogram. På Freja Symposium 2019 vil deltagerne gennem en række workshops arbejde videre med, hvordan de ambitioner bedst realiseres.

“Det er grotesk, hvad man hører af skrækhistorier fra restaurantkøkkenerne. Dansk gastronomi har heldigvis et stigende fokus på bæredygtighed, hvad angår miljø - det er på tide, at vi også sætter fokus på den sociale bæredygtighed. Flere steder bliver der kradset i den overflade, men vi er stadig langt fra et paradigmeskift. Derfor er det vigtigt, at vi samles for at drøfte og handle på, hvordan vi kan understøtte en positiv forandring og sætte skub til udviklingen,” siger Koalitions stifter Marie Sainabou Jeng, der er en del af Frejas advisory board og medarrangør af årets symposium.

Bag workshops’ne står Ekstra Bladets Karen Bro og svenske Fia Gullakson. Karen Bro er chefredaktør på Ekstra Bladet og medstifter af netværket ‘Kvindelig talt’, som hun har sat i verden med Lêlês bagkvinde Anh Lê, og Fia Gullakson er selvlært kok med en serieiværksætter i maven, der har været med til at sætte Jämtland på det kulinariske verdenskort med en lang række spændende initiativer.

Sammen sætter de rammerne for symposiets ligestillingsarbejde, suppleret af oplæg fra flere andre fremtrædende kvindestemmer i restaurationsbranchen.

Sydamerikas bedste kvindelige kok går i køkkenet
Udover en række spændende workshops og oplæg kan deltagere i symposiet også se frem til to fantastiske måltider, når stjernekok Kamilla Seidler og holdet bag hendes nye restaurant Lola står bag både frokost og middag. 

Kamilla Seidler er blandt andet blevet hyldet som Sydamerikas bedste kvindelige kok for sit arbejde med Claus Meyers socialgastronomiske restaurantprojekt Gusto i Bolivia. Hun er en af 11 stærke kvindelige profiler fra den nordiske madscene, der tilsammen udgør Freja Symposiums advisory board.

Foruden Kamilla Seidler består Freja Symposiums advisory board af både kokkeprofiler, madkommunikatører og forfattere.

  • Anh Lê, restauratør

  • Birgitte Kampmann, kok og forfatter

  • Erla Huld Hadaoui, politisk konsulent

  • Kamilla Seidler, kok

  • Lisa Abend, journalist

  • Marie Sanaibou Jeng, kommunikatør

  • Mette Dahlgaard, kok

  • Monica Berg, barejer

  • Rikke Hansen, projektleder

  • Titti Qvarnström, kok

  • Trine Hahnemann, kok og forfatter

  • Virginia Anne Newton, director of media relations & special events

Læs mere om Freja og programmet for årets symposium på Frejas hjemmeside.

 
Emil Stenz Aardestrup