Koalition og pej gruppen sætter madaktivisme på dagsordenen til stor konference om fødevaretrends

mika+baumeister.jpg

30. august 2019

Nyhed
Koalition
Foto: Mika Baumeister

Der bliver gået kritisk balancegang på grænsen mellem ærlig aktivisme og hul reklame, når Koalitions stifter, Marie Sainabou Jeng, går fødevarevirksomhedernes politiske markedsføring efter i sømmene til pej gruppens konference FOOD + CONSUMER TRENDS i september.

Hvilke trends styrer i disse år vores fødevarebranche? Er den grønne bølge præget af fup eller fakta? Og hvordan driver man en succesfuldt bageri, når supermarkederne flyder over med belejlig bake-off?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når pej gruppen 18. september slår dørene op til den årlige konference FOOD + CONSUMER TRENDS i København, der kaster lys over alt fra tidsånd og forbrugeradfærd til kommercielle trends inden for fødevarer, kommunikation og emballage.

“Trends bevæger sig utrolig hurtigt, og det er et krævende felt at navigere i som virksomhed. For hvordan definerer og balancerer man sit produkt og sin markedsføring i så omskiftelig en verden? Mere end 300 virksomheder deltager hvert år i pej gruppens trendkonferencer med fokus på mad og drikke for at blive klædt på til at håndtere fremtidens udfordringer og lægge en klar strategi for deres brand, produkter og kommunikation,” siger Louise Byg Kongsholm, der er trendforsker med speciale i forbrug og fødevaretrends og administrerende direktør i pej gruppen.

Politisk budskab eller tomme PR-kalorier?
Førende trendforskere fra både ind- og udland byder ind med lige dele inspiration, perspektiv og viden og suppleres desuden af en række branchefolk med masser af interessante ting på hjerte.

En af dem er Koalitions stifter, Marie Sainabou Jeng, der kaster et kritisk blik på virksomheders tendens til i stigende grad at agere aktivistisk som en del af deres markedsføring. For hvordan skal man som forbruger finde grænsen mellem politisk budskab og tomme PR-kalorier, når virksomheder beder dig købe deres plantefars for at redde kloden?

”Sundhed, klima og bæredygtighed er på alles læber i disse år, og flere og flere virksomheder bruger det som deres primære krog i kommunikationen til forbrugerne. Det er isoleret set en god ting, men kan også gøre det svært for forbrugeren at skelne mellem ærlig aktivisme og hul markedsføring,” siger Marie Sainabou Jeng.

Sig nej til plattenslageri
Virksomhedsaktivisme i fødevarebranchen var også omdrejningspunktet, da Marie Sainabou Jeng i et debatindlæg sidste år sagde fra over for det plattenslageri, virksomheders politiske markedsføringskampagner i værste fald kan ende med at blive.

“Det er egentlig ret simpelt. Som kommunikatører skal vi altid holde os for øje, hvordan vi får opmærksomhed uden at gå på kompromis med lødigheden - uanset hvor grønne og gode budskaber og produkter, vi kommunikerer om,” siger Marie Sainabou Jeng.

FOOD + CONSUMER TRENDS afholdes foruden København også i Herning og Oslo hhv. 24. og 26. september. Køb billetter til konferencen her. Af øvrige talere kan man blandt andet opleve:

  • Lars Aarup, som er analysechef hos Coop og vil byde ind med nye perspektiver på den grønne bølge, på reel forbrugeradfærd og på fødevarebranchens fremtid.

  • Line Holmen, som er marketingchef ved Arla Unika og sætter fokus på, hvordan man skaber et stærkt luxury brand i fødevarebranchen.

  • Martin Daniali, som er stifter af Brødflov og vil snakke om, hvordan man driver et succesfuldt bagerkoncept i en tid, hvor supermarkederne flyder over med bake-off.

  • Hanne Harbo, som er strategic food planner hos Nørgaard Mikkelsen og vil give en dybere indsigt i de nyeste food trends.

  • Britt Vorre & Thomas Bendtsen, som står bag Aarhus Street Food og vil dele erfaringer om deres succes, læring og fremtidsplaner.

 
Emil Stenz Aardestrup