Hackende madiværksættere og socialt bæredygtige restauranter: Koalition modererer spændende samtaler på Folkemødet 2019

folkemøde2.png

31. maj 2019

Nyhed
Koalition
Foto: Malthe Rygaard

Koalitions stifter Marie Sainabou Jeng sætter fokus på nytænkte vækstformler for madiværksættere og kokkes rettigheder i arbejdslivet, når hun modererer to spændende samtaler i Point of View Internationals telt på Folkemødet 2019.

Når Allinge invaderes af feststemte og debatlystne danskere til årets Folkemøde, bliver det med Koalition som aktiv deltager. Stifter Marie Sainabou Jeng går 13. og 14. juni vigtige aspekter af den danske fødevarebranche efter i sømmene som moderator på to samtaler i Point of View International’s telt ved Folkemødehuset.

Til samtalerne vil en række fremtrædende personer inden for fødevarer og gastronomi tage et kritisk og konstruktivt kig på erhvervslivets ensporede vækstfokus og kokkes rettigheder i arbejdslivet.

“Folkemødet skaber hvert år et utrolig stærkt rum med plads til at dyrke de spændende og vigtige samtaler om vores samtid. Jeg er utrolig glad for som moderator hos POV International at kunne bidrage til at sætte rammen om to samtaler, som de senere år er blevet mere og mere relevante at få på dagsordenen,” siger Marie Sainabou Jeng.

Nedenfor kan du blive klogere på de to samtaler. Det fulde overblik over programmet på Folkemødet 2019 kan findes på deres hjemmeside.

Pirateri - madiværksættere hacker vækstformler

Tid: Torsdag 13. juni klokken 15.00-16.00
Sted: F36 - POV International

Deltagere:

  • Nicolai Jæpelt, Direktør, COOP Crowdfunding

  • Mia Maja Hansson, Stifter, Kitchen Collective og CPH Food Space

  • Liselotte Hohwy Stokholm, direktør i Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden

Samtalen modereres af Marie Sainabou Jeng, stifter og kommunikationsrådgiver, Koalition, og madkulturskribent, Point of View International.

Som nystartet fødevarevirksomhed handler det om at sparke gang i den økonomiske vækst - især hvis du spørger det erhvervsliv, mange startups søger investeringer fra, når de skal etablere sig selv i fødevarebranchen.

Bundlinjer og vækst er blevet ensporet erhvervslingo med en stædig forankring i økonomi, men hvorfor får den slags begreber os automatisk til at tænke på penge? Copenhagen Business Hub og madinnovationshuset CPH Food Space arbejder for at vækste madiværksættere i Region Hovedstaden, men på flere bundlinjer.

“Der hersker en forståelse af, at vækst kun handler om økonomi, og det har et væld af negative konsekvenser for, hvordan vi agerer som mennesker. Vi drømmer om at gøre vækst til noget, man selv definerer som iværksætter. Det kan være øget omsætning, men det kan også være at gro som menneske i sit projekt, eller at opnå noget værdimæssigt stort med andre. Ting, som ikke altid måles i kroner og øre,” siger madiværksætter og formand i CPH Food Space, Mia Maja Hansson.

Du kan møde frontløberne, der sætter nye formler for bæredygtig vækst i madverdenen, og smage på iværksætternes lækre produkter den 13. juni klokken 15:00.

Gastronomiens akilleshæl - social bæredygtighed

Tid: Fredag 14. juni klokken 13.00-14.00
Sted: F36 - Point of View International

Deltagere:

  • Anne-Birgitte Agger, Direktør, Hotel- & Restaurantskolen

  • Trine Hahnemann, kok og ejer, Hahnemanns Køkken

  • Camilla Stemann Jensen, stifter af bloggen CopenhagenbyMe og medstifter af podcasten Influencer 

  • Kamilla Seidler, kok og talsperson for Freja

  • Sune Skadegaard Thorsen, direktør for GLOBAL CSR og rådgiver til REGA

Samtalen moderes af Marie Sainabou Jeng, stifter og kommunikationsrådgiver, Koalition og madkulturskribent, Point of View International.

Hvorfor vægtes koens velfærd højere end kokkens i samtalerne om dansk gastronomi? Restaurationsbranchen er i stigende grad præget af et både sympatisk og nødvendigt fokus på dyrevelfærd og nænsom behandling af den natur, der hver dag giver os mad på bordet.

Derfor har vi for længst lært at spørge ind til madens oprindelse, produktionsmetode og velfærd, når vi går på restaurant. Men hvor falder de kritiske spørgsmål og krav til kokkens og tjenerens rettigheder og arbejdsliv? Social bæredygtighed i restaurantionsbranchen er stadig tys tys, men det skal ændres nu, hvis branchen skal overleve.

Nye undersøgelser om trivsel i branchen kalder på handling, og derfor tager en række af branchens store personligheder - fra restaurationskoledirektøren til kok og CSR-ekspert - samtalen op og undersøger, hvordan man bedst forandrer status quo.

Flere spændende samtaler og debatter

Der er et væld af samtaler, debatter og workshops at deltage i på Folkemødet 2019. Koalition udpeger her nogle af de mest interessante:

Madspild i Fokus

Tid: Torsdag 13. juni klokken 13:00-13:40
Sted: A1 - Verdensmålenes plads

Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau halveres, og fødevaretabet i vores produktions- og forsyningskæder skal reduceres. Selina Juul har startet Danmarks største bevægelse mod madspild og er siden blevet global ambassadør for FN's Verdensmål 12.3. Mød hende til en snak om, hvordan vi forankrer FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling i vores hverdag. Forbrugerens magt kan i dag flytte dagsordener - men hvordan? Og er lovgivning mod madspild en god idé?

Fra kødgryder til plantepølser: Kan det lade sig gøre?

Tid: Torsdag 13. juni klokken 15:30-16:30
Sted: K24 - Madkassen
Arrangører: Madkulturen

Trods masser af opmærksomhed omkring kødfrie dage spiser langt de fleste stadig kød lige så ofte som tidligere. Kødsovs, kylling og koteletter er stadig blandt danskernes allermest populære aftensmad, men hvordan får vi folk til at justere deres mad i en mere bæredygtig og klimavenlig retning? Det beder Madkulturen fire meningsdannere om at debattere med hovederne i kødgryderne, når de stiller op til madlavningsduel og -debat, hvor menuen står på klimavenlige(re) versioner af danskernes favoritretter.

Er plantefars sundere end hakket kød?

Tid: Torsdag 13. juni klokken 13:00 - 14:30
Sted: K4 - Coop Eventtelt
Arrangører: Coop

Plantefars er ikke kød og heller ikke grøntsager. Så hvad er der egentlig i den færdiglavede plantefars? Og kan man lave den selv? Ved GoCook-mobilen uden for SuperBrugsen i Allinge, præsenterer en lokal skoleklasse deres bud på mini-burgere med hjemmelavet plantefars. GoCook er Coop’s madprogram for børn og unge med 150.000 deltagere om året, som arbejder for at lære yngre generationer at lave mad og træffe kritiske måltidsvalg.

Morgendagens måltid - hvordan ser det ud?

Tid: Torsdag 13. juni klokken 14:00-15:00
Sted: F36 - Point of View International
Arrangør: Point of View International

Hvordan kommer vi til at spise i fremtiden? Spiser vi veganske overdådigheder sammen ved det store langbord? Eller snupper vi et fårekyllinge-shot alene foran skærmen? Og hvad betyder det for vores liv, vores fællesskaber og vores verden? Nana Balle, madjournalist, kommunikationsrådgiver og redaktør for fødevarer og gastronomi hos Point of View International sætter en flok spændende mennesker stævne til en uddybende snak om morgendagens måltid.

Pop-up madkursus med insekter på menuen

Tid: Fredag 14. juni klokken 11:45-13:00
Sted: H14 - Levende Hav
Arrangører: CISU - Civilsamfund i Udvikling, Impact Design

Der er over en million flygtninge i Uganda, og FN har langt fra penge nok til at brødføde dem alle. Der er derfor brug for nye kilder til indkomst og ernæring. Spiselige insekter kan være en nem og billig kilde til protein og – potentielt – indkomst for flygtningene. Kom og hør om Impact Designs’ arbejde med at starte produktion af melorm i Uganda og prøv at lave din egen insektpesto.

Kan dansk mad give lyst til Danmark?

Tid: Fredag 14. juni klokken 11:00-11:50
Sted: E10 - Turismeministeriet
Arrangører: Dansk Industri, VisitDenmark

Danmarks nye status som gastromekka gør det oplagt at sammentænke turisme og gastronomi, men hvordan gør man det i praksis? Regeringen har med Gastro 2025 afsat penge til en brandingkampagne, der både skal tiltrække flere mad- og gastroturister og skabe større kendskab til danske fødevarer på udvalgte eksportmarkeder. På workshoppen kan du byde ind med råd og ideer til, hvordan kampagnen bedst kan brande Danmark som foregangsland for gastronomi og fødevarer.

Hånden på Kogepladen: Lovgivning eller markedskræfter?

Tid: Lørdag 15. juni klokken 13:30-15:00
Sted: A1 - Verdensmålenes plads
Arrangører: Fonden Københavns Madhus

Med hånden på kogepladen sætter Fonden Københavns Madhus et panel i stævne, som skal diskutere om det er borgere eller politikere, der har det egentlige ansvar for at sikre klodens fremtid. Men debatdeltagerne skal ikke blot mene noget – de skal i arbejdstøjet og kokkerere bæredygtige måltider til Københavns Madhus’ madbod. Klimakrisen hives ned i øjenhøjde, når madprofessionelle og politikere sættes til at snitte gulerødder og diskutere hvad, der skal til for at rykke ved vores fødevaresystem.

Hvad kan politikerne gøre for at fremme grøn mad?

Tid: Lørdag 15. juni klokken 14:00 - 14:45
Sted: A31 - Det Plantebaserede Telt
Arrangører: Dansk Vegetarisk Forening, Videncenter for Fødevareudvikling (Vifu)

Hvad kan vores politikere gøre for at fremme grøn mad? Kulturborgmester Franciska Rosenkilde arbejder for at gøre maden grønnere i Københavns Kommune, og hun tager her en snak med Rune-Christoffer Dragsdahl, Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, om hvilke tiltag politikere kan og bør benytte sig af for at gøre danskernes middagsborde grønnere.

 
Emil Stenz Aardestrup