Eat like tomorrow: Eventguide til klimafestivalen Live Like Tomorrow

Live like tomorrow. FOOD SLOW

9. oktober

Nyhed
Koalition
Foto: FOOD

Fra onsdag 9. oktober til lørdag 12. oktober inviterer København til klimafestivalen 'Live Like Tomorrow', når byen er vært for det internationale klimatopmøde, C40 World Mayors Summit 2019. Her venter en bred vifte af oplevelser med alt fra maddebatter og fællesmiddage til aktivisme-workshops og køkkenshows. Koalition guider dig her til nogle af de bedste oplevelser, der venter til C40 World Mayors Summit 2019's Live Like Tomorrow.

Det er med stor stolthed, at vi i København i disse dage er værter for verdens klimafremmeste byers beslutningstagere ved C40 World Mayors Summit 2019. Heldigvis sker alt ikke bag lukkede døre, for festivalen ‘Live like Tomorrow’ rykker ud i byen med mere end 90 events og vil tiltrække alle klimainteresserede, så de kan blive klogere på, hvordan de agerer mere klimavenligt i hverdagen. Der forventes, at mere end 10.000 københavnere deltager i Live Like Tomorrow-programmet.

Her er Koalitions guide til events om madens bæredygtige løsninger og fremtidens mad. Ses vi?

9. oktober - Fællesmiddag og morgendagens supermarked 

Onkel Dannys Plads, København V, kl. 17.00-22.00 

Vi skal ændre vores madvaner, hvis vi skal stoppe klimaforandringerne. Og ifølge Café Hverdagen og det kulturelle fælleskab omkring Onkel Dannys Plads vil det hverken være uinspirerende eller smagsløst. Netop dette sætter de fokus på, når de inviterer dig til fællesmiddag og en snak omkring klimavenlig mad. Du kan også snuse rundt i teltet og opdage morgendagens supermarked. Her finder du alt fra produkter fra Rebæl, Foodture, Planteslagterne and Plantepølsen og bliver klogere på Københavns Kommunes kulturborgmester Franciska Rosenkildes madvisioner.

Læs mere. 

11. oktober - Klimahack din madpakke

Regnbuepladsen, København V, kl. 14.00-14.45

Vi skal spise mere af det, der både er sundt for mennesker og sundt for planeten. Og så skal vi spise op. Ikke bare det der er på tallerkenen, men også det der er i køleskabet og i bagerbutikken og i supermarkedet. Og her er madpakken et godt sted at starte, for det er her, vi kan bruge vores rester og ikke smide ud. Politiken varmer op til Klimamarch og Kulturnatten med en madpakke-workshop for børn og voksne. 

Læs mere.

11. oktober - Hvordan starter man en madrevolution?

Regnbuepladsen, København V kl. 14.45-15.30

Hvad vi spiser har en kæmpe indflydelse på klimaet, for fødevarer udgør mere end 20% af danskernes samlede klimaaftryk. Og det er ikke længere nok, at du spiser klimavenligt. Nu skal dine familie, dine venner, din skole, hele din by og hele dit land også gøre det. Politiken og Coop inviterer til aktivisme-workshop for børn og unge, så du kan lære, hvordan du kan påvirke dem omkring dig til at leve mere klimavenligt. 

Læs mere.

11. oktober - Planter og proteiner som fremtidens mad 

Vester Voldgade, København V, kl. 15.00-22.00

Kom og smag på fremtidens fødevarer - med fokus på planter, når Institut for Fødevarevidenskab og Cirkus Naturligvis fra Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet viser forskellige anvendelser og viden inden for planter, proteiner og bæredygtig fødevareproduktion. Her sætter de fokus på ny forskning og plantebaserede produkter inden for tre forskellige temaer, så du kan smage og indhente ny viden indenfor plantebaseret forskning og produktudvikling.

Læs mere.

11. oktober - Hvad er fremtiden for madspild i byerne?

Vester Voldgade, København V, kl. 15.00-22.00

De seneste år har madaffald og stop spild af mad-kampagner fyldt mere og mere i debatten, men ikke desto mindre ender meget madaffald stadig i forbrændingsanlæggene.  Too Good To Go inviterer dig til se, hvordan de hjælper restauranter, hoteller, supermarkeder og bagerier med at spare overskydende mad hver dag, og hvordan vi alle kan gøre en forskel. Det er på tide at designe et cirkulært, fødevareaffaldssystem i byer, der løser vores tids udfordringer.

Læs mere.

11. oktober - Klimakogebogen - en talk om fremtidens mad

Regnbuepladsen, København V, kl. 15.30-16.00

Hvad er klimavenlig mad helt præcist? Det sætter Klimakogebogen + gæster fokus på, når de indtager Regnbuepladsens madscene under C40. I panelet vil du møde journalist og forfatter Anna Fenger Schefte, kulturborgmester Franciska Rosenkilde, programchef Michael Minter fra CONCITO, Noma-sous chef Torsten Vildgaard og Søren Westh fra Madhuset .506. De vil sammen tale om, hvad klimavenlig mad egentligt er, og hvordan du kan være med til at gøre en forskel for klimaet ved at følge nogle enkle guidelines, der ændrer dine madvaner.

Læs mere.

11. oktober - Disco soup for change

Vester Voldgade, København V, kl. 17.30-20.30

Hvad er en diskosuppe? Hvis du spørger Slow Food Youth Cph, så er det en begivenhed, der samler mennesker gennem musik, kunst og gastronomi. Hvor alle får lov til at komme forbi og være med til at indsamle, tilberede og spise mad af rester og dermed blive klogere på, hvordan vi undgår madspild. Og det er præcis, hvad du kan være med til, når de fredag tænder op under de veganske gryder og slipper fantasien løs. Her kan du nemlig lære kunsten i at skære grøntsager og danse samtidig. 

Læs mere.

11. oktober - What’s for Dinner? Cooking up solutions for a sustainable future

Regnbuepladsen, København V, kl. 19.00-20.00

Kom til køkkenshow og paneldebat når borgmestre og stjernekokke giver en smagsprøve på lokale traditioner og kulturelle udfordringer ved at inspirere mennesker til at tilpasse sig en mere klimavenlig diæt i forskellige dele af verden. Det nuværende globale fødevaresystem er nemlig ude af balance. Underforbrug af frugt, grøntsager, nødder og bælgfrugter og overforbrug af rødt kød, mejeri og forarbejdet mad. Vores diæter skader ikke kun vores helbred, men også vores planet. Den gode nyhed er: Vi kan gøre noget ved det. Kom med i køkkenet når lokale kokke og internationale borgmestre tilbereder sjove og billige måltider, mens de tager en snak om dette. 

Læs mere.

Om C40 World Mayors Summit 2019

C40-netværket er et samarbejde mellem 94 af verdens største byer, når de sammen arbejder med klimasikring, CO2-reduktion, bæredygtig udvikling og grøn vækst. Herunder er der også 15 mindre innovationsbyer, der alle har udmærket sig med deres grønne løsninger. København er en af disse innovationsbyer og har været med siden 2006. Her er byen en del af et netværk, der repræsenterer mere end 700 mio. mennesker og en fjerdedel af verdens samlede økonomi. København har vundet C40’s prestigefyldte klimapris tre gange: I 2013 for klimaplanen for et CO2-neutralt København i 2025, i 2016 for skybrudsplanen og i 2017 for det systematiske med strategisk energiovervågning, energistyring og energirenovering i kommunens ejendomme.

 
Marie Sainabou Jeng